En (Lisa) historie fra det virkelige liv

Lisa er jo ved at være næsten 1½ og det at hun snart er en lille pige, gav sig meget tydeligt til kende ved flere lejligheder her i weekenden.

Hun er vældig glad for at være i bad, og det meste af det der følger efter med tørring og pusling. Det nye er at hun nu gerne selv vil være med til at smøre creme (Neutral naturligvis) ud over det hele - i håret, på fingre, maven, mig og benene. Mest kommer der dog i håret, hvilket får det helt store smil frem hos hende.

Vi har også måtte erkende at hun ikke længere finder sig i at komme i seng kl. 19 - det satte påskeferien en stopper for. Nu hedder det kl. 20. Vi kunne vælge enten at skulle høre på en grædende/skrigende baby indtil omkring kl. 20 eller at lægge hende iseng kl. 20 og ikke høre et pip fra hende. Vi prøvede i en uges tid med skrig og skrål og bøjede os derefter.

Men igår oplevede vi alligevel noget vi ikke havde forventet.

Efter aftensmaden, badet og hygge på puslebordet, fik hun lov til at lege lidt inden hun skulle i seng. Omkring 19.45 spørger jeg hende så “Lisa, skal du i seng?” “Ja” svarer den nikkende dejlig unge. Men for at være helt sikker “Vil du gerne sove?” “Ja” hvorefter hun med faste skridt går afsted ind på sit værelse og stiller sig med hænderne på sengen. En total paf mor og far lægger hende i seng “Godnat lille skat” og hører derefter ikke mere fra hende indtil 6.45 her til morgen, hvor hun skulle op alligevel. Jamen, er det ikke bare fantastisk? Med sådan et dejligt minde, så kan vi godt tilgive alt bøvlet i sidste uge