Hverdagen

You are currently browsing the archive for the Hverdagen category.

Hej alle derude

Ok, jeg er vild med alt der har med vampyr og andre natlige væsner at gøre - både de gode og de onde.

Det startede med at Twilight sagaen ramte mig, så jeg nu er igang med 3. eller 4. gennemlæsning af bøgerne og går og sukker efter at Eclipse den 3. bog i serien, kommer i biografen her til sommer 30.6.10. Det er den bedste af bøgerne, synes jeg, så filmen kan ikke andet end blive god.

Men når nu de bøger er læst må man jo se om der er noget der bare minder lidt om, smager af (no pun intended) den slags skrivekunst og gerne samme tema. Så jeg har bestilt en del bøger på amazon.co.uk af f.eks. L.J. Smith som jo er forfatter til Vampire Diaries, som går på tv lige nu. Hun skriver faktisk også ganske godt, så jeg har også lige været omkring hendes Night World serie. Den serie er nok for et noget yngre publikum end mig, men de har stadig en spænding og intensitet som får mig til at blive hængende til sidste blodsdråbe hehe.

Er der andre gode forfattere derude, som i kan anbefale? Jeg er klar til noget nyt synes jeg.

Ok den koster lidt og sikkert en hel del i brug - men hvor sejt er det, at man kan sidde og læse i toget/bilen/flyet fra en plade istedet for avisen, som er besværlig eller bogen, som man er nødt til at folde æseløre i (det er jeg ihvertfald). Jeg glæder mig! Endelig er der en ny ting/gadget som jeg kan se en fordel i.

http://borsen.dk/it/nyhed/167475/email_finans/

Jeg har haft en del udlængsel på det sidste. Det skal forståes som, at nu vil jeg gerne begynde og have et liv udenfor vores hyggelige lille hjem igen. Lisa er så stor nu, og når faderen kan føjte - så kan jeg også.

Nu er vi så nærmest kommet i modsatte grøft. Jeg har føjtet, har jeg og savner nærmest de stille aftener…

Det startede med en generalforsamling og en middag sammen med bestyrelsen i sidste uge. Det var så 2 aftener. Stor bededag var jeg til grill og StarTrek movie med venner. Lørdag skulle jeg og Kæresten fejre at vi har nydt hinandens selskab i 6 skønne år (jeg-ved-ikke-hvor-tiden-er-blevet-af). Lisa blev passet af vores dejlige veninde som selv er i lykkelige omstændigheder, og lige så godt kan vænne sig til det.
I denne uge har der indtil videre være bestyrelseshejs igår, hvor vi malede havemøbler og Kæresten igen måtte lægge Lisa helt uden hjælp. I aften skal jeg så i biffen og se forpremiere på Engle og dæmoner - det bliver fantastisk! Men så er det også slut - jeg har ikke flere udeaftener til gode, men jeg har fået blod på tanden. Jeg skal tage styringen af mit liv tilbage og veksle LIDT mere mellem at være hjemme og ude. Så bliver jeg en glad og fuldendt mor - det er jeg helt sikker på. ikk’?

I næste uge starter så vores tilværelse som fortravlet og stresset børnefamilie anno 2008.

Kæresten skal begynde og arbejde igen, efter sin måneds barsel/orlov og Lisa skal vænne sig til at være i vuggestuen fra 9-16.45. Hun har klaret indkøringen som en drøm (her nævnes ikke lige de 10 dage hvor hele familien var syge af forkølelse/influenza). Nej, her tænkes på at hun ikke har været ked af det når vi gik, og ikke været specielt pjevset, når vi nåede hjem efter en lang dag. Hun sover natten igennem og står op med mor’en der kl. alt-for-tidligt 6.20 og er så klar til dagen. Lisa er ved at vænne sig til, at man godt kan sove eftermiddagslur i op mod 2 timer i træk i vuggestuen, noget hun aldrig har gjort før. Så alt ialt en succesfuld indkøring.

Lisa har også fået sin tand nr. 2 - det er da heller ikke for tidligt, her i hendes 11. måned på denne jord. Lisa har fået en ny dille at når hun ikke vil spise mere, så virre hun med hovedet og smiler over hele fem-øren. Det må give hende et lille rush for hun elsker det - vi andre overvejer nok mest om det kan være godt for hendes lille nakke, men sjovt ser det ud.

Hun fylder også snart 1 år og jeg har jo ikke været i tvivl om, at det skulle fejres med familie og venner. Men der var Kæresten og jeg ikke helt enige. Faktisk mindede vores diskussion en hel del om den vi havde, da vi skulle planlægge hendes dåb. Kæresten mente ikke at vi kunne/skulle invitere (dermed kræve) at folk skulle møde op til en barnedåb hvis de ikke havde lyst. Der var min holdning mere i retning af, at vores venner er voksne nok til at sige fra, men hvorfor skulle de? Og at folk jo gerne vil komme til fest, så anledningen er vel ikke så vigtig.
Nu har vi så haft snakken igen - hvor hans argument imod at invitere venner, at det jo ikke er for barnets skyld at man kommer til en 1 års børnefødselsdag - OG at det nærmest er påkrævet at man har en gave med. Hvor min holdning, igen, er at jeg vil fejre Lisa og det må folk komme og være med til, eller lade være - så bliver der mere kage til os andre. Vi har virkelig skåret ind til benet og kun inviteret venner, som vi har set en hel del sammen med Lisa - alligevel bliver vi 20. Det er jo dejligt, men også et pladsmæssigt problem…

Nåmen som der står på vores dør: “Hvor der er hjerterum er der husrum” :o)

Nu har vi så i 3 dage levet efter vores nye mønster: mor går på arbejde hver dag 8-16, far går hjemme og Lisa er i vuggestuen nogle timer hver dag.

Det er gået strygende indtil nu. Jeg er jo vild med mit job - check.
Kæresten er glad for at have lidt mere tid med Lisa og er med til alt det nye - håber jeg.
Lisa er vild med vuggestuen og skulle endda spise frokost idag med de andre rødder. Altså der er et par virkelige rødder imellem, siger far’en, for de er lidt hårde ved vores lille Lisa-mus. Men pædagogerne er efter dem og Lisa skal nok snart få lært at slå fra sig, såeeeh…. ;) Hun er bare så meget den mindste - de er alle mindst 6 måneder ældre! Men jeg ser det som en god ting, da hun jo så har nogen at se op til og spejle sig i, og lære nye ting af. Bare hun ikke bliver en rod også… grr.

I går skulle Kæresten endda gå og efterlade hende i vuggeren - det gik selvfølgelig vildt godt. Hun havde nærmest ikke lagt mærke til at han gik! Men hun var vildt træt da de gik derfra. Der gik ikke 2 min. så var hun ude som et lys.

Joeh jeg er meget fortrøstningsfuld og nyder at Kæresten er på orlov lidt endnu, så vi kan nyde at en af os har tid og overskud, ikke mindst, til vores skønne lille baby.

Hun er blevet en rigtig kravlenisse og er efterhånden alle vegne - oftest steder vi ikke troede hun kunne komme, eller må. Vores badeværelse har et ret højt trin, som jeg var sikker på, at hun ikke kunne forcere før om laaaang tid. Den klarede hun så også lige… så nu skal vi til og fjerne toiletbørste, toiletspand og toiletrens!

Intet er forandret! Det er de samme som før, der lugter. Det er de samme der sender aben videre. Det er de samme der sylter opgaver. Det er de samme der altid kommer forsent om morgenen. Det er de samme der er gode/utålmodige når de skal hjælpe andre. Det er de samme der har rundsave på albuerne og dermed også de samme der ikke har ret meget omtanke for andre end sig selv.

Men det gør ikke noget - the enemy you know - og alt det der. Det er skønt at være tilbage!

Og der er endda kommet en ny kaffemaskine oppe på 7. sal som laver kaffe af friske kaffebønner og frisk mælk - jamen hvad mere kan man ønske sig? ;o)

Heldigvis har det været en god dag, også selv om vi blev lidt våde på turen til Fisketorvet. Målet var at mødes med min gode veninde, som tilfældigvis også er på barsel, og have en hyggelig eftermiddag. Det gik helt som planlagt - hygge i lange baner, også når de små var på tværs med deres vræl og urimelige krav om mad og/eller opmærksomhed.

Jeg mener nu at kunne sige at jeg mentalt er klar til at starte job igen - eller måske er det mere at jeg er blevet klar til at andre gerne må tage sig af Lisa. Ultimativt kommer det nok ud på det samme - vi er klar.

Kæresten skal så stå for indkøring og har derfor barsel i en måned fra imorgen. Så vi har stadig en måned at løbe på, før vi “bare” bliver endnu en stresset børnefamilie. Stress over alt det man burde gøre, såsom; købe ind, vaske tøj, rydde op og ikke mindst være sammen med vores lille guldklump!

Så jeg har derfor forsøgt at være lidt fremsynet og har tænkt meget over hvilke små tricks vi kan indøve til at gøre livet lidt lettere. Det har så resulteret i at Kæresten og Lisa, i noget tid nu, har fået nye retter til aftensmad, for mit repertoire over retter er noget begrænset. Jeg er typen som helst ser hvad der er i køleskabet og laver mad ud fra det. Den type jeg nu forsøger at være, er den som finder en opskrift og køber ind til den.
Faktisk har jeg tænkt meget over at det med indkøb nok kunne optimeres en hel del.
Faktisk vil jeg gøre en del for at Lisa i noget tid endnu, bliver forskånet for at komme med på indkøb.
Faktisk kunne man måske blive en af de familier som køber stort ind en gang om ugen, og ikke skal tænke på det resten af ugen…. se det ville være smart.

Desværre mener Kæresten også at det er ret usandsynligt. Men jeg har tænkt mig at forsøge!