Ok den koster lidt og sikkert en hel del i brug - men hvor sejt er det, at man kan sidde og læse i toget/bilen/flyet fra en plade istedet for avisen, som er besværlig eller bogen, som man er nødt til at folde æseløre i (det er jeg ihvertfald). Jeg glæder mig! Endelig er der en ny ting/gadget som jeg kan se en fordel i.
Mange ting kunne jeg have råbt af hende, men sådan noget får jeg aldrig gjort - for jeg er jo for høflig.
Vi har her at gøre med en ung mor (uden hjelm) med en lille ca 3 år gammel dreng (dog med hjelm) som jeg havde den blandede fornøjelse at køre bag her til morgen. Vi taler om ca en kilometer vej i Kbh’s travle morgentrafik. Hun præsterede at køre over for 2 røde lys ud af 3 lyskurver i alt, og ved det sidste måtte bilen dytte og bremse pga. hende.
Rødt lys betyder STOP.
I kender typen - smart og slank, langt brunt hår opsat i smart fletning. Solbriller. Men køre på cykel, det kunne hun ikke. Hun kiggede ikke over skulderen - men cyklede som om hun ejede cykelstien. Jeg var så tæt på at skælde hende ud, da hun skulle dreje og var nødt til at holde for rødt og jeg skulle videre lige ud. Men nej. Det er mest hendes lille dreng jeg tænkte på. Sikke noget at lære ham, at hvis man har travlt kan man bare ignorere alle færdselsregler…
Møgsæk. Der er ingen undskyldning for at udsætte små børn for fare.
Så kom den lille sørme i avisen igen i går. En meget aktuel og vigtig sag er det også. Lisa er hende med hatten 
http://24.dk/article.jsp?articleId=6079
Tidligere var hun jo i avisen da det handlede om købemad og hjemmelavet mad.
http://24.dk/article.jsp?articleId=760
En lille superstar in the making - mon ikke?
Endelig er Lisas vokabular blevet udvidet med en dyrelyd mere. Før var alt vov vov, selv fugle og insekter. Nu kan vi pege på koen på mælkekartonen og så håbe at få et muh ud af barnet. Pip pip må vi nok vente endnu længere med…
Jeg har haft en del udlængsel på det sidste. Det skal forståes som, at nu vil jeg gerne begynde og have et liv udenfor vores hyggelige lille hjem igen. Lisa er så stor nu, og når faderen kan føjte - så kan jeg også.
Nu er vi så nærmest kommet i modsatte grøft. Jeg har føjtet, har jeg og savner nærmest de stille aftener…
Det startede med en generalforsamling og en middag sammen med bestyrelsen i sidste uge. Det var så 2 aftener. Stor bededag var jeg til grill og StarTrek movie med venner. Lørdag skulle jeg og Kæresten fejre at vi har nydt hinandens selskab i 6 skønne år (jeg-ved-ikke-hvor-tiden-er-blevet-af). Lisa blev passet af vores dejlige veninde som selv er i lykkelige omstændigheder, og lige så godt kan vænne sig til det.
I denne uge har der indtil videre være bestyrelseshejs igår, hvor vi malede havemøbler og Kæresten igen måtte lægge Lisa helt uden hjælp. I aften skal jeg så i biffen og se forpremiere på Engle og dæmoner - det bliver fantastisk! Men så er det også slut - jeg har ikke flere udeaftener til gode, men jeg har fået blod på tanden. Jeg skal tage styringen af mit liv tilbage og veksle LIDT mere mellem at være hjemme og ude. Så bliver jeg en glad og fuldendt mor - det er jeg helt sikker på. ikk’?
… Burde nok have sørget for lidt bedre vejr. Koldt og vådt og blæsende = elendigt kampagneresultat…
Men jeg cyklede idag mine 7 km på job, og kom frem næsten tør - var dog også dækket i blomstret regntøj fra top til tå. Cykelhjelmen montoret sikkert på regnfrakkehættebeklædt hoved…
Lisa er jo ved at være næsten 1½ og det at hun snart er en lille pige, gav sig meget tydeligt til kende ved flere lejligheder her i weekenden.
Hun er vældig glad for at være i bad, og det meste af det der følger efter med tørring og pusling. Det nye er at hun nu gerne selv vil være med til at smøre creme (Neutral naturligvis) ud over det hele - i håret, på fingre, maven, mig og benene. Mest kommer der dog i håret, hvilket får det helt store smil frem hos hende.
Vi har også måtte erkende at hun ikke længere finder sig i at komme i seng kl. 19 - det satte påskeferien en stopper for. Nu hedder det kl. 20. Vi kunne vælge enten at skulle høre på en grædende/skrigende baby indtil omkring kl. 20 eller at lægge hende iseng kl. 20 og ikke høre et pip fra hende. Vi prøvede i en uges tid med skrig og skrål og bøjede os derefter.
Men igår oplevede vi alligevel noget vi ikke havde forventet.
Efter aftensmaden, badet og hygge på puslebordet, fik hun lov til at lege lidt inden hun skulle i seng. Omkring 19.45 spørger jeg hende så “Lisa, skal du i seng?” “Ja” svarer den nikkende dejlig unge. Men for at være helt sikker “Vil du gerne sove?” “Ja” hvorefter hun med faste skridt går afsted ind på sit værelse og stiller sig med hænderne på sengen. En total paf mor og far lægger hende i seng “Godnat lille skat” og hører derefter ikke mere fra hende indtil 6.45 her til morgen, hvor hun skulle op alligevel. Jamen, er det ikke bare fantastisk? Med sådan et dejligt minde, så kan vi godt tilgive alt bøvlet i sidste uge
Man bemærkede hende næsten ikke - især ikke da hun sad og strøede alle mine tamponer ud over gulvet…
Lisa og tamponerne
Hun holder ofte sine lange enetaler, mens hun kigger intenst på en. Det lyder virkelig som om hun har noget på hjertet, men vi forstår ikke et pluk af det.
Heldigvis er hun efterhånden blevet ferm til at fortælle os hvad hun vil og især - ikke vil, som når hun ikke vil have mere at spise, så bliver hagesmækken hevet af - f… velcro! Eller hendes eget -Nuerjegmæt- tegn, nemlig en stor fejende bevægelse, som ofte fejer alt hendes service på gulvet. Eller hvad med hendes Nuerdettidtilensnack - hvor hun står og forsøger at hive sig op i sin højstol, alt imens hun peger og hujer op på det skab, hvor vi gemmer hendes snacks. Nuerjegtræt - hvor hun går hen til en stol/sofa/pudde og lægger sit hoved ned, så hun står i en vinkel…
Vi gør en hæderlig indsats for at lære hende babytegn også kaldet Tegn til tale. Se det er virkelig sejt, at man her har et redskab til at kunne kommunikere med sit barn, længe før det kan tale. Jeg hørte om det fra en kollega, som med stort held har brugt det på sine to små. Det er også fra hendes hjemmeside, at linket kommer. Problemet hos os er bare, at vi slet ikke er konsekvente nok. Det kan kun blive bedre, så det stiler jeg mod.
Hvor er magtesløshed dog en grim følelse. Hvor gør man af sin vrede, når der ikke er en bestemt, man kan skælde ud på?
Min mor blev opmærksom på at noget var galt tilbage i starten af Oktober 2008. Hun gik til lægen og fik taget blodprøver, men der var ikke noget at se. Noget tid efter, da hun stadig havde det skidt, fik hun en henvisning til en gynækolog- men der var lang ventetid, og hun blev stadig dårligere. Hendes symptomer er på det tidspunkt, at hun ikke føler at hun kan tømme sin blærer, og med tiden begynder det at gøre ondt når hun er på toilettet. Hun bliver behandlet for blærebetændelse.
I November/December bliver hun så endelig scannet på Odense Univeristetshospital og de finder ud af at hun har en svulst på urinrøret, som de skal have undersøgt via en kikkertundersøgelse, biopsi og senere en PET scan. Allerede i slutningen af December 2008 ved lægerne altså, at det er kræft, endda at det er samme kræftcelle, som hun havde for ca. 8 år siden, da hun fik fjernet hendes underliv. PET scan’en viser så at hun ikke bare har kræft i svulsten, men i det meste af hendes lymfesystem, samt i leveren. Hver gang hun skal have en ny undersøgelse, går der yderligere mindst en uge mere - uden at hun kommer nærmere en faktisk behandling. Den endelige samtale med lægen sker i starten af Februar, hvor hun får at vide hvad hun fejler og hvordan det kan behandles. Hun får en dato til indlæggelse ca. 2 uger senere.
Endelig bliver det den 18 februar og hun bliver indlagt, for dagen efter at skulle have kemo indsprøjninger. I de 2 uger op til, er hun blevet gradvist meget mere syg. Hun ender med næsten ikke at kunne rejse sig fra sin seng, og når hun gør, går hun foroverbøjet med meget store smerter. Hun er konstant på morfinpiller og har totalt mistet sin appetit. Selvom både hendes egen læge og min far hver dag ringer til hospitalet og fortæller om hendes tilstand, er der ingen mulighed for at få hende til lidt hurtigere.
Aftenen før hun skal i kemo, får hun meget høj feber og bliver akut sendt til scanning, hvor lægerne heldigvis opdager at hun har en byld i sit underliv, som er på størrelse med en tennisbold. Jeg siger heldigvis, for var hun kommet i kemobehandling med den byld ubehandlet - så var hun død. Problemet er så bare at bylden skal drænes og hendes blodbillede skal blive godt igen, før en kemo kur kan startes. Hun bliver behandlet med antibiotika for nogle mindre bylder, og får protein drinks, for at få proteinniveauet i hendes blod op. Hun har på det tidspunkt ikke spist ordentlig i cirka 1½ måned, så der er egentlig ikke noget at sige til at hendes blod er lidt skidt. Under opholdet på næsten 3 uger, får hun 6 poser blod som giver hende fornyet energi og kræfter (jeg sender lige en tak til alle der er bloddonorer!). Efter bylden måtte hun dog også igennem at få blodpropper i lungerne. Så hver gang vi følte at nu var det ved at vende, så blev vi slået tilbage til start. Det har været 3 meget svære uger.
Igår 9. marts 2009 fik hun så endelig den første kemo behandling og det gik heldigvis fint - hun sov under næsten hele behandlingen. Hun kom hjem i aftes og har sovet rigtig godt i sin egen seng.
Vi står nu tilbage og er en slags lettede over at nu har hun det godt igen, sådan da, at der nu er styr over hendes behandling og håber at hun bare får det bedre og bedre.
Men vi står også tilbage med en følelse af at hverken hun eller vi er blevet taget alvorligt af “systemet” det kan så indsnævres til Odense Hospital. Det var først mens at hun lå på hospitalet, at min far endelig fik lov til at tale med overlægen, som havde ansvaret for hende. Da havde de haft kontakt med hospitalet i næsten 2 måender. Det er bestemt ikke fordi far ikke har forsøgt før, men blev altid fejet af med at overlægen enten ikke havde tid, var væk, på ferie/weekend - han måtte til sidst insistere på at få en samtale og sige, at han ikke ville gå, før der var en aftale på plads! Hvorfor skal man helt derud? Både min far og familielægen har været i kontakt med patientrådgivningen, men følte ikke at der var noget at hente der.
Jeg er jo ikke blå øjet, så jeg ved at der findes sådan noget som ventelister og at hospitalet sikkert har gjort hvad de kunne, at de har gjort deres bedste - DET ER BARE IKKE GODT NOK! Samtidig læser man om overlæger, der arbejder på privathospitaler, og om folk der vælger at blive behandlet på privathospitaler, fordi garantiperioden ikke bliver overholdt. Lad os bare lige slå fast, at jeg på ingen måde er imponeret over vores nuværende regering, og det de har gjort ved vores sygebehandling.
Jeg er utrolig vred over hvordan mine forældre er blevet behandlet. De er autoritetstro og har nok ikke været så insisterende, som de skulle have været. F.eks. da min mor var inde for at få taget biopsien af svulsten i urinrøret, da skulle hun ikke have ladet dem udskrive hende, for hun var virkelig ikke rask. Men de tænkte jo at hospitalet nok vidste bedst. Hvis bare hun var blevet derinde, så kunne hun have kommet i behandling længe før den byld viste sig, så var der ikke gået endnu en måned før hun kom igang. Det er altid nemt at være bagklog, men den følelse af at intet skete hurtigt nok, har vi haft fra dag 1.
Puha - sikken omgang.
Nye kommentarer