begravelse

Lige omkring dette tidspunkt sidste år fik jeg og min familie at vide at min mor ikke kunne helbredes for kræft og måtte indse at hun ikke havde langt igen.

Lige omkring samme tid mistede jeg det 9 uger gamle foster jeg bar på - det ville have været et ønskebarn.

2 måneder senere begravede vi min mor ved en meget smuk højtidelighed. Jeg var meget sammen med hende og min far der til sidst og det er jeg glad for idag. Men det var hårdt.

Meget kort tid efter druknede vore nabo og gode ven Holger, som var “landsbylægen” og familiefar, på en ferie sammen med hele sin familie. Endnu en begravelse.

Min fætter i Skotland forsøgte i det nye år at begå selvmord efter at være blevet forladt at sin kæreste og deres fælles baby. Han er heldigvis stadig hos os, og er ved meget bedre mod.

Her i foråret blev min skotske kusines mand ramt af en Meningitis virus, som kom til udtryk i at han faldt om og holdt op med at trække vejret. Han var indlagt i ugevis og er på nuværende tidspunkt i bedring, men stadig sygemeldt.

Min onkel i Skotland har lige fået konstateret tarmkræft for 10 dage siden og skal i behandling i den kommende uge.

Vi har brug for lidt gode nyheder i min familie - det kan hurtigt blive så dystert. Derfor vil jeg da lige nævne at jeg er gravid i 18 uge og alt tegner heldigvis godt indtil videre.
Vi har også endelig fået styr på vores bo-situation. Vi solgte allerede vores lejlighed i starten af det nye år - og på torsdag flytter vi i hus i Brønshøj! Kæresten er ved at blive helt kulret over alle de lister og forberedelser vi skal have lavet, som han selvfølgelig har helt styr på. Jeg går bare rundt - lidt på en lyserød sky - og glæder mig, med min runde mave.

Idag er det 4 måneder siden min mor døde. Kræft, tilbagevendende efter 7 års “pause”.

Hun fik sin diagnose sidst i december sidste år, lige før nytår og fra da af gik vores liv, ihvertfald mit, lidt på hold. Jeg stoppede med at tænke fremtid, plagede mig selv med dårlig samvittighed over at jeg ikke hvad gjort/gjorde mere for mine forældre end jeg gjorde. Min egen lille skønne familie led sammen med mig, og mine venner forsøgte at støtte og hjælpe så godt de kunne. Alt imens min mor bare blev mere og mere syg og frustrationen med det danske sygehusvæsen steg eksplosivt.

Men min mor hun var afklaret. Selv da hun fik dommen Terminal, at nu kunne der ikke gøres mere for hende, var det næsten som om hun vidste det og accepterede det totalt. Mon hun bare var stærk for os?
Eller var det hendes klippefaste tro på Gud som hjalp hende?
Troen på at hendes liv havde været fuldt og hun var tilfreds og færdig?

Hun blev 69 og jeg tror bestemt ikke på det sidste.

Efter at OUH sendte hende hjem for sidste gang, gik der 3 uger. Hun havde det godt den første uge - kunne spise, komme op af sengen, klare meget selv. Hele tiden havde vi dog Assens Kommunes sygeplejesker og plejere til at hjælpe hende og de var en kæmpe støtte for hende og os. De var utrolig empatiske og venlige under hele forløbet. Hun døde roligt sent på aften.
Begravelsen var smuk og rigtig. Alle hendes søskende og min fars familie og alle vennerne var med. Mine forældres vennekreds var hendes vennekreds og alle var med. Det var et af de få punkter hun var nervøs over til sidst, om nogen ville dukke op.
Hun kommer engang til at dele gravplads med far på det højeste punkt på kirkegården.

Min arbejdsplads har virkelig behandlet mig og min situation utrolig fint. Jeg tog en del plejeorlov for at være hjemme og måtte tage lidt ekstra i forbindelse med begravelsen og for at være sammen med min far. Alt var bare ok, og det skulle jeg ikke bekymre mig om. Selvfølgelig skulle jeg bare gøre som jeg fandt bedst. Det var en kæmpe lettelse at møde så stor forståelse.

Jeg valgte at benytte mig af psykolog hjælp for at komme videre og blive en lidt mere hel person, og det har jeg været glad for. Måske har jeg været lidt overrasket over hvad der kom frem under behandlingerne, men jeg er bestemt ikke vred på min mor - hun gjorde det bedste hun kunne for os 3 børn og jeg vil altid have varme skønne minder om hende. Jeg vil dog gøre mit for at blive en anden slags mor, bedre og mere tilgivende.

Jeg savner hende - jeg savner at hun gav sig tid og virkelig lyttede. Hun havde det mest positive sind og havde overskud til alle slags mennesker og situationer. Hun var min fars modsætning, men de var lykkelige sammen indtil det sidste.

Hvis der er en himmel, så er hun der. Jeg tror det, for det har hun fortjent.