bekymring

I dag er der så mindre end 1 måned til jeg skal tilbage på pinden, begynde at tjene penge igen og have voksenkontakt igen. Det er med blandede følelser at jeg er på vej ind i næste fase af vores nye familieliv.

Det har været skønt at være sammen med Lisa så meget, især i de sidste par måneder, for der er sket så meget i forhold til hvad hun kan og gør. Jeg har haft det meget fint med at kunne leve efter hendes rytme, hun har bestemt sovetider i løbet af dagen og hun har valgt når hun ville have selskab nede på legetæppet. Jeg har så kunne observere og nyde hende på en helt anden måde end jeg vil kunne, når nu vi starter en normal travl hverdag lige om lidt. Det har været skønt at kunne lave aftaler med andre på barsel, og bare nyde at sludre og se babyerne blive mere og mere interesserede i hinanden. Jo det har været en skøn tid - nu er den snart slut. Måske er det ved at være på tide.

Jeg glæder mig til igen at udfordre min hjerne og have kontakt til andre end den relativt snævre kreds af folk, jeg har kunnet være sammen med. Jeg glæder mig til at kunne gå til frokost uden selv at skulle lave den først, og skulle sørge for at Lisa er mæt og tilfreds, inden jeg selv spiser (de gange jeg da har husket selv at spise noget). Jeg glæder mig til at kunne sidde fuldstændig koncentreret og arbejde, uden hele tiden at have et øre liggende i nærheden af den lille ballademager.

Især glæder jeg mig til at Lisa kan blive stimuleret sammen med andre børn, på en måde som jeg ikke kan. At se hvilken lille personlighed hun bliver i selskab med andre. Lidt urolig kan jeg dog også være, for lige nu virker hun til at kunne blive en ret selvkørende, stille, lidt sky lille pige. Det er måske ikke noget at være nervøs for, men en mor bekymre sig vel altid lidt.

Det er Kæresten som skal køre hende ind i vuggestuen - det håber jeg selvfølgelig kommer til at gå glat. Han kan bruge hele sin barselsmåned på det, hvis han vil. Det kan gøres i et meget stille tempo, med bare en times tid til at starte med, og så gradvist forøges tidsrummet. Jeg kunne nu også godt have tænkt mig at han gik alene med hende hjemme ca. en uges tid først, så hun kunne vænne sig til at han er den som trøster og passer på hende, at jeg ikke er der selvom hun bliver vildt ulykkelig. Men det må blive hans valg.