gåvogn

Det gik jo selvfølgelig rigtig fint og vores lille dejlige skat var en engel, blev der berettet, da moderen sveddryppende styrtede ind af døren og med nervøst blik på Farmoren spurgte hvordan det var gået. Lisa var henrykt over at se mig - men sikke hun så ud! Jeg er blevet en meget klogere mor angående øjenbetændelse, og har nu lært at ved første tegn på gulligt snask i øjnene, skal der bare hentes øjnedråber på recept! Saltvandopløsning og kamillete kan ikke kurere det, eller for den sags skyld; gøre en forskel, når det er en bakterie…

Hun var helt hævet omkring øjnene og kun næsten puds- og snot-fri. Men babysitterne måtte da også indrømme at hun havde pjevset lidt her den sidste ½ time, men sove lur - det gad hun ihvertfald ikke! Ikke overraskende for mig, for ja, man kender jo efterhånden sine lus på gangen…

Farfar havde opfundet en ny leg med Lisa, som gik ud på at hun kørte med sin lille gåvogn og han tøffede afsted foran og lod hende “køre ham ned” - de demonstrerede og hun hvinede og grinede af fryd. Jeg fik IKKE næsten tårer i øjnene. Det er jo ham der næsten ikke tør røre hende og slet ikke tage hende op. Det var dejligt at se at de kan have glæde af hinanden på en anden måde. Det andet kommer jo nok.

Farmor havde så lige tænkt hele dagen igennem, før de satte sig i toget, meget tidligt om morgenen og havde da lige taget noget med til aftensmaden. Det sørgede hun da også lige for at tilberede, imens jeg hyggede med min lille rødøjede datter, som var vældig i hopla. Jamen hvad kan man ønske sig mere? De er de sødeste og venligste bedste/svigerforældre man kan ønske sig.

Torsdag var Lisa stadig ikke rask og hun skulle til læge, så Kæresten måtte blive hjemme hos hende, for jeg havde et kursus i Jylland jeg bare skulle med til. Jeg forlod derfor hjemmet kl. 06 efter at have været oppe allerede 4.45, fordi en lille djævel synes at nu var det morgen… en sød djævel, men alligevel. Hun var så lagt i seng da jeg vendte træt hjem omkring kl. 20. Ja der er langt til Fastlandet!

Fredag var hun stadig ikke helt pudsfri og jeg havde fået en opblusning af forkølelse og hoste igen igen. Så vi tog lige en dag til hjemme i vores dejlig varme lejlighed. Hun var frisk og frejdig og lavede en masse ballade, fandt ud af at åbne forskellige skuffer og tømme dem for indhold - rigtig sjovt - for HENDE.

Jeg vil dog sige en ting - den person, som har fundet på at den eneste og bedste løsning på øjenbetændelse er at dryppe øjne på et lille vridende og skrigende spædbarn, har helt sikkert ikke børn selv! 2 gange om dagen kæmper vi en indædt kamp, og jeg er ikke helt sikker, hvem der vinder hver gang. Men øjnene er da ved at se normale ud igen - næsten. Hun lod os da også lige sove indtil efter kl. 8 her til morgen - skønt.

Nu har Kæresten så tilgengæld lagt sig og er frygtelig syg med snot, ondt i hals og øjne, så vi hygger gør vi…

Jeg ved godt at jeg er fjollet - men jeg er lidt urolig og nervøs for hvordan min lille skat har det. Altså, i forvejen er hun jo syg med lidt feber, sandsynligvis tænder og øjenbetændelse, men så også have 2 “fremmede” hos sig hele dagen? Jeg er jo en ond ond mor!

Nej, som sagt, det er jo pjat - det er hendes søde Farmor og Farfar som straks trådte til, da jeg forsigtigt og tøvende luftede mit problem med meget fravær i forbindelse med vores dejlige lille vuggestuebarn og virusspreder. Jeg har ikke engang været tilbage på job 2 måneder endnu, men har allerede haft mere end 1 uges sygdom. Den går jo ikke Granberg! (tidligere kendt som Grønberg…)

Jeg ved ikke helt hvorfor det er at jeg ville være tryggere, hvis det var mine egne forældre som passede hende. Måske er det noget med at hvis Lisa er helt umulig, så har jeg mere tiltro til min mor og samtidig forventer jeg også automatisk mere forståelse fra hende, end fra Kærestens mor. Jeg ved godt at der er langt ude - men det her handler jo om følelser! Nåmen humlen er jo at jeg må vænne mig til det og Get-over-myself for Farmor og Farfar er bare tættere på og vil jo smadder gerne.

Det er så absolut mig der har et problem med det, for Lisa er jo bare glad når nogen gider lege med hende og vende gåvognen for hende, så hun kan blive ved med at gå og gå. Ja, det er noget helt nyt - hun er ikke sygeligt angst for sin nye gåvogn mere. Den er nu hendes bedste ven - arhmen bare det smil i hendes ansigt når hun kan stavre derudaf helt alene… priceless!