Kæresten

Ok det har været et hårdt år. Der har været sygdom med efterfølgende dødsfald (den historie er jeg ikke helt klar til at fortælle endnu - her) og den her uge i sommerhus har været længe ventet. Vi tænkte “en hel uge på en ø - arhmen vi kunne da sige til bedsteforældrene, at de kunne da kigge forbi, og så også lige invitere en ven eller to…”

Note til selv - planlæg det bedre næste gang.

Vi havde sommerhuset fra i mandags og til på søndag. Vi ankom sammen med Kærestens forældre og de er lige kørt for 2 min siden…. Planen havde været en anden, og den havde knapt været ok - men det der skete var en overraskelse for mig og Kæresten. Farmor og Farfar havde sagt at de gerne ville komme fra mandag til onsdag morgen, så skulle de nemlig videre på farten og besøge noget familie mod vest (Fyn og Jylland). Jeg synes det var lidt længe at skulle være sammen, altså 2 overnatninger - taget i betragtning af at det var vores første ferie, hvor vi skulle hygge os med hinanden - altså Kæresten, Lisa og jeg.

De er lige kørt her torsdag efter frokost og vi har alle draget et lille suk.

De er virkelig nogle søde og hjælpsomme og rare mennesker, men det er længe at være “værter” og skulle tage et vist hensyn til andre.

Ulemper: De sover længe og nyder det. Og det er dem vel undt. Vi er oppe hver dag omkring 6.30 når Lisa kalder på “MOOOOOAAAAR”. Morgenmad er derfor noget vi venter med til alle er samlet omkring kl. 9.
Der skal jo hygges, så der bliver drukket vin og øl til næsten alle måltider - det er bare ikke lige noget vi er vant til. Man bliver jo træt og døsig af skidtet!

Alempe (er vist ikke et ord, men du ved hvad jeg mener): Der er flere til at holde øje med Lisa og hun bliver underholdt som aldrig før. Nogen kan gå tur med hende, mens andre laver noget andet.
Jeg har faktisk kunnet bage kage - uden at blive forstyrret en eneste gang! Svigerne tilbød også at vi kunne smutte til fastlandet en dag, mens Lisa blev passet af dem. Skønt!

Men hvor er det godt at være alene. Nu er vi blevet lækkersøvnige….

Jeg har haft en del udlængsel på det sidste. Det skal forståes som, at nu vil jeg gerne begynde og have et liv udenfor vores hyggelige lille hjem igen. Lisa er så stor nu, og når faderen kan føjte - så kan jeg også.

Nu er vi så nærmest kommet i modsatte grøft. Jeg har føjtet, har jeg og savner nærmest de stille aftener…

Det startede med en generalforsamling og en middag sammen med bestyrelsen i sidste uge. Det var så 2 aftener. Stor bededag var jeg til grill og StarTrek movie med venner. Lørdag skulle jeg og Kæresten fejre at vi har nydt hinandens selskab i 6 skønne år (jeg-ved-ikke-hvor-tiden-er-blevet-af). Lisa blev passet af vores dejlige veninde som selv er i lykkelige omstændigheder, og lige så godt kan vænne sig til det.
I denne uge har der indtil videre være bestyrelseshejs igår, hvor vi malede havemøbler og Kæresten igen måtte lægge Lisa helt uden hjælp. I aften skal jeg så i biffen og se forpremiere på Engle og dæmoner - det bliver fantastisk! Men så er det også slut - jeg har ikke flere udeaftener til gode, men jeg har fået blod på tanden. Jeg skal tage styringen af mit liv tilbage og veksle LIDT mere mellem at være hjemme og ude. Så bliver jeg en glad og fuldendt mor - det er jeg helt sikker på. ikk’?

I næste uge starter så vores tilværelse som fortravlet og stresset børnefamilie anno 2008.

Kæresten skal begynde og arbejde igen, efter sin måneds barsel/orlov og Lisa skal vænne sig til at være i vuggestuen fra 9-16.45. Hun har klaret indkøringen som en drøm (her nævnes ikke lige de 10 dage hvor hele familien var syge af forkølelse/influenza). Nej, her tænkes på at hun ikke har været ked af det når vi gik, og ikke været specielt pjevset, når vi nåede hjem efter en lang dag. Hun sover natten igennem og står op med mor’en der kl. alt-for-tidligt 6.20 og er så klar til dagen. Lisa er ved at vænne sig til, at man godt kan sove eftermiddagslur i op mod 2 timer i træk i vuggestuen, noget hun aldrig har gjort før. Så alt ialt en succesfuld indkøring.

Lisa har også fået sin tand nr. 2 - det er da heller ikke for tidligt, her i hendes 11. måned på denne jord. Lisa har fået en ny dille at når hun ikke vil spise mere, så virre hun med hovedet og smiler over hele fem-øren. Det må give hende et lille rush for hun elsker det - vi andre overvejer nok mest om det kan være godt for hendes lille nakke, men sjovt ser det ud.

Hun fylder også snart 1 år og jeg har jo ikke været i tvivl om, at det skulle fejres med familie og venner. Men der var Kæresten og jeg ikke helt enige. Faktisk mindede vores diskussion en hel del om den vi havde, da vi skulle planlægge hendes dåb. Kæresten mente ikke at vi kunne/skulle invitere (dermed kræve) at folk skulle møde op til en barnedåb hvis de ikke havde lyst. Der var min holdning mere i retning af, at vores venner er voksne nok til at sige fra, men hvorfor skulle de? Og at folk jo gerne vil komme til fest, så anledningen er vel ikke så vigtig.
Nu har vi så haft snakken igen - hvor hans argument imod at invitere venner, at det jo ikke er for barnets skyld at man kommer til en 1 års børnefødselsdag - OG at det nærmest er påkrævet at man har en gave med. Hvor min holdning, igen, er at jeg vil fejre Lisa og det må folk komme og være med til, eller lade være - så bliver der mere kage til os andre. Vi har virkelig skåret ind til benet og kun inviteret venner, som vi har set en hel del sammen med Lisa - alligevel bliver vi 20. Det er jo dejligt, men også et pladsmæssigt problem…

Nåmen som der står på vores dør: “Hvor der er hjerterum er der husrum” :o)

Nu har vi så i 3 dage levet efter vores nye mønster: mor går på arbejde hver dag 8-16, far går hjemme og Lisa er i vuggestuen nogle timer hver dag.

Det er gået strygende indtil nu. Jeg er jo vild med mit job - check.
Kæresten er glad for at have lidt mere tid med Lisa og er med til alt det nye - håber jeg.
Lisa er vild med vuggestuen og skulle endda spise frokost idag med de andre rødder. Altså der er et par virkelige rødder imellem, siger far’en, for de er lidt hårde ved vores lille Lisa-mus. Men pædagogerne er efter dem og Lisa skal nok snart få lært at slå fra sig, såeeeh…. Hun er bare så meget den mindste - de er alle mindst 6 måneder ældre! Men jeg ser det som en god ting, da hun jo så har nogen at se op til og spejle sig i, og lære nye ting af. Bare hun ikke bliver en rod også… grr.

I går skulle Kæresten endda gå og efterlade hende i vuggeren - det gik selvfølgelig vildt godt. Hun havde nærmest ikke lagt mærke til at han gik! Men hun var vildt træt da de gik derfra. Der gik ikke 2 min. så var hun ude som et lys.

Joeh jeg er meget fortrøstningsfuld og nyder at Kæresten er på orlov lidt endnu, så vi kan nyde at en af os har tid og overskud, ikke mindst, til vores skønne lille baby.

Hun er blevet en rigtig kravlenisse og er efterhånden alle vegne - oftest steder vi ikke troede hun kunne komme, eller må. Vores badeværelse har et ret højt trin, som jeg var sikker på, at hun ikke kunne forcere før om laaaang tid. Den klarede hun så også lige… så nu skal vi til og fjerne toiletbørste, toiletspand og toiletrens!