mor

Idag er det 4 måneder siden min mor døde. Kræft, tilbagevendende efter 7 års “pause”.

Hun fik sin diagnose sidst i december sidste år, lige før nytår og fra da af gik vores liv, ihvertfald mit, lidt på hold. Jeg stoppede med at tænke fremtid, plagede mig selv med dårlig samvittighed over at jeg ikke hvad gjort/gjorde mere for mine forældre end jeg gjorde. Min egen lille skønne familie led sammen med mig, og mine venner forsøgte at støtte og hjælpe så godt de kunne. Alt imens min mor bare blev mere og mere syg og frustrationen med det danske sygehusvæsen steg eksplosivt.

Men min mor hun var afklaret. Selv da hun fik dommen Terminal, at nu kunne der ikke gøres mere for hende, var det næsten som om hun vidste det og accepterede det totalt. Mon hun bare var stærk for os?
Eller var det hendes klippefaste tro på Gud som hjalp hende?
Troen på at hendes liv havde været fuldt og hun var tilfreds og færdig?

Hun blev 69 og jeg tror bestemt ikke på det sidste.

Efter at OUH sendte hende hjem for sidste gang, gik der 3 uger. Hun havde det godt den første uge - kunne spise, komme op af sengen, klare meget selv. Hele tiden havde vi dog Assens Kommunes sygeplejesker og plejere til at hjælpe hende og de var en kæmpe støtte for hende og os. De var utrolig empatiske og venlige under hele forløbet. Hun døde roligt sent på aften.
Begravelsen var smuk og rigtig. Alle hendes søskende og min fars familie og alle vennerne var med. Mine forældres vennekreds var hendes vennekreds og alle var med. Det var et af de få punkter hun var nervøs over til sidst, om nogen ville dukke op.
Hun kommer engang til at dele gravplads med far på det højeste punkt på kirkegården.

Min arbejdsplads har virkelig behandlet mig og min situation utrolig fint. Jeg tog en del plejeorlov for at være hjemme og måtte tage lidt ekstra i forbindelse med begravelsen og for at være sammen med min far. Alt var bare ok, og det skulle jeg ikke bekymre mig om. Selvfølgelig skulle jeg bare gøre som jeg fandt bedst. Det var en kæmpe lettelse at møde så stor forståelse.

Jeg valgte at benytte mig af psykolog hjælp for at komme videre og blive en lidt mere hel person, og det har jeg været glad for. Måske har jeg været lidt overrasket over hvad der kom frem under behandlingerne, men jeg er bestemt ikke vred på min mor - hun gjorde det bedste hun kunne for os 3 børn og jeg vil altid have varme skønne minder om hende. Jeg vil dog gøre mit for at blive en anden slags mor, bedre og mere tilgivende.

Jeg savner hende - jeg savner at hun gav sig tid og virkelig lyttede. Hun havde det mest positive sind og havde overskud til alle slags mennesker og situationer. Hun var min fars modsætning, men de var lykkelige sammen indtil det sidste.

Hvis der er en himmel, så er hun der. Jeg tror det, for det har hun fortjent.

Hvor er magtesløshed dog en grim følelse. Hvor gør man af sin vrede, når der ikke er en bestemt, man kan skælde ud på?

Min mor blev opmærksom på at noget var galt tilbage i starten af Oktober 2008. Hun gik til lægen og fik taget blodprøver, men der var ikke noget at se. Noget tid efter, da hun stadig havde det skidt, fik hun en henvisning til en gynækolog- men der var lang ventetid, og hun blev stadig dårligere. Hendes symptomer er på det tidspunkt, at hun ikke føler at hun kan tømme sin blærer, og med tiden begynder det at gøre ondt når hun er på toilettet. Hun bliver behandlet for blærebetændelse. 
I November/December bliver hun så endelig scannet på Odense Univeristetshospital og de finder ud af at hun har en svulst på urinrøret, som de skal have undersøgt via en kikkertundersøgelse, biopsi og senere en PET scan. Allerede i slutningen af December 2008 ved lægerne altså, at det er kræft, endda at det er samme kræftcelle, som hun havde for ca. 8 år siden, da hun fik fjernet hendes underliv. PET scan’en viser så at hun ikke bare har kræft i svulsten, men i det meste af hendes lymfesystem, samt i leveren. Hver gang hun skal have en ny undersøgelse, går der yderligere mindst en uge mere - uden at hun kommer nærmere en faktisk behandling. Den endelige samtale med lægen sker i starten af Februar, hvor hun får at vide hvad hun fejler og hvordan det kan behandles. Hun får en dato til indlæggelse ca. 2 uger senere. 

Endelig bliver det den 18 februar og hun bliver indlagt, for dagen efter at skulle have kemo indsprøjninger. I de 2 uger op til, er hun blevet gradvist meget mere syg. Hun ender med næsten ikke at kunne rejse sig fra sin seng, og når hun gør, går hun foroverbøjet med meget store smerter. Hun er konstant på morfinpiller og har totalt mistet sin appetit. Selvom både hendes egen læge og min far hver dag ringer til hospitalet og fortæller om hendes tilstand, er der ingen mulighed for at få hende til lidt hurtigere.
Aftenen før hun skal i kemo, får hun meget høj feber og bliver akut sendt til scanning, hvor lægerne heldigvis opdager at hun har en byld i sit underliv, som er på størrelse med en tennisbold. Jeg siger heldigvis, for var hun kommet i kemobehandling med den byld ubehandlet - så var hun død. Problemet er så bare at bylden skal drænes og hendes blodbillede skal blive godt igen, før en kemo kur kan startes. Hun bliver behandlet med antibiotika for nogle mindre bylder, og får protein drinks, for at få proteinniveauet i hendes blod op. Hun har på det tidspunkt ikke spist ordentlig i cirka 1½ måned, så der er egentlig ikke noget at sige til at hendes blod er lidt skidt. Under opholdet på næsten 3 uger, får hun 6 poser blod som giver hende fornyet energi og kræfter (jeg sender lige en tak til alle der er bloddonorer!). Efter bylden måtte hun dog også igennem at få blodpropper i lungerne. Så hver gang vi følte at nu var det ved at vende, så blev vi slået tilbage til start. Det har været 3 meget svære uger.

Igår 9. marts 2009 fik hun så endelig den første kemo behandling og det gik heldigvis fint - hun sov under næsten hele behandlingen. Hun kom hjem i aftes og har sovet rigtig godt i sin egen seng.

Vi står nu tilbage og er en slags lettede over at nu har hun det godt igen, sådan da, at der nu er styr over hendes behandling og håber at hun bare får det bedre og bedre.

Men vi står også tilbage med en følelse af at hverken hun eller vi er blevet taget alvorligt af “systemet” det kan så indsnævres til Odense Hospital. Det var først mens at hun lå på hospitalet, at min far endelig fik lov til at tale med overlægen, som havde ansvaret for hende. Da havde de haft kontakt med hospitalet i næsten 2 måender. Det er bestemt ikke fordi far ikke har forsøgt før, men blev altid fejet af med at overlægen enten ikke havde tid, var væk, på ferie/weekend - han måtte til sidst insistere på at få en samtale og sige, at han ikke ville gå, før der var en aftale på plads! Hvorfor skal man helt derud? Både min far og familielægen har været i kontakt med patientrådgivningen, men følte ikke at der var noget at hente der.

Jeg er jo ikke blå øjet, så jeg ved at der findes sådan noget som ventelister og at hospitalet sikkert har gjort hvad de kunne, at de har gjort deres bedste - DET ER BARE IKKE GODT NOK! Samtidig læser man om overlæger, der arbejder på privathospitaler, og om folk der vælger at blive behandlet på privathospitaler, fordi garantiperioden ikke bliver overholdt. Lad os bare lige slå fast, at jeg på ingen måde er imponeret over vores nuværende regering, og det de har gjort ved vores sygebehandling.

Jeg er utrolig vred over hvordan mine forældre er blevet behandlet. De er autoritetstro og har nok ikke været så insisterende, som de skulle have været. F.eks. da min mor var inde for at få taget biopsien af svulsten i urinrøret, da skulle hun ikke have ladet dem udskrive hende, for hun var virkelig ikke rask. Men de tænkte jo at hospitalet nok vidste bedst. Hvis bare hun var blevet derinde, så kunne hun have kommet i behandling længe før den byld viste sig, så var der ikke gået endnu en måned før hun kom igang. Det er altid nemt at være bagklog, men den følelse af at intet skete hurtigt nok, har vi haft fra dag 1.

Puha - sikken omgang.